Billede af Grupperejsen - for familie og venner

Grupperejsen - for familie og venner

Sammenhold, samvær og stemning

Hvor til?
Vælg land og destination
Transport
Kør-selv, fly, bus?
Længde
Vælg rejselængde
Afrejsedato
Vælg afrejsedato(er)
Personer
Antal personer
Startdin søgning
7 min læsetid

Sammenhold, samvær og stemning er bare nogle af de ekstra glæder, man får ved at tage på en grupperejse på ski med familie eller venner. Fordelene er mange: flere at dele oplevelserne med, flere at spejle sig i, flere at grine med på afterski og flere til at tage sig af de kedelige praktiske ting. Selvfølgelig følger der også udfordringer med, men dem tager vi hånd om her – så jeres skiferie bliver fuld af hygge i stedet for frustrationer.

Den største fordel ved en grupperejse på ski er det sociale samvær. Der er altid nogen, der vil køre en ekstra tur ned ad pisten, nogen der vil shoppe eller snuppe en kaffe i solen, og altid nogen til at skåle med på afterski. Fleksibiliteten er også stor: Nogle tager de blå pister i roligt tempo, andre suser ned ad de sorte, og alle kan samles til frokost i solen. Og så er der selvfølgelig økonomien - store hytter og fælleskøkkener gør turen både billigere og hyggeligere.

Meeeeeen, når man rejser mange sammen, følger der som regel også mange forskellige meninger og holdninger med omkring hvad man skal lave, hvor, og hvornår. Derfor har vi samlet 10 gode råd til dig, der skal afsted som en del af en gruppe, så I undgår for mange uhensigtsmæssige gnidninger, uenigheder eller forkerte forventninger.

Råd nr. 1 - Forventningsafstemning

Det er en god idé at forventningsafstemme på forhånd. Bliv enige om, hvilken type ferie I ønsker: Skal det være en ferie med fuld fart på ski hele dagen og måske endda langt ud på aftenen, som det ofte er muligt i Sverige eller Norge? Eller er det vigtigere for jer at prioritere hyggen – måske med brætspil i hytten eller festlig afterski i baren? Når I alle er bevidste om jeres forskellige ønsker, kan I både undgå skuffelser og konflikter og samtidig sikre, at alle får den ferie, de håber på.

Det er også en rigtig god idé at tale åbent om budget og økonomi, inden planlægningen går i gang. På den måde er der klare rammer, og ingen bliver overrasket undervejs.

Når forventningerne er afstemt, bliver det desuden meget lettere at vælge en destination, der passer til jer alle.

Råd nr. 2 - Destination, transport og afsted

Hvis hygge, brætspil og afslapning er i fokus, kan en kort tur til Sverige eller Norge være perfekt. Vil I have brede pister, moderne liftsystemer og store områder, er Frankrig et oplagt valg - og ofte billigere end Østrig. Hvis store områder, varieret mulighed for forskelligt skiløb, klassisk afterski og lederhosen trækker, så er Østrig stedet. Men husk! At jo længere væk, jo længere transport tid og det kan være relevant at tænke afstanden ind i udregningen, specielt hvis man har nogle børn der ikke kan sidde stille og man har planer om en kør-selv ferie.

Råd nr. 3 - Tilmeldingsfrister og S.U.

Når I først har fået afklaret, hvilken type skiferie I ønsker sammen, er det tid til at få styr på det praktiske. Start med at vælge en destination, lav et overslag over budget og pris, og få en tilbagemelding fra gruppen på, om de er med på idéen og fortsat ønsker at deltage. Sæt samtidig en realistisk svarfrist, så planlægningen kan komme godt i gang.

Vi kender jo alle en "Berit", der har svært ved at beslutte sig – og derfor er det klogt at sætte en klar deadline for tilmelding. Ellers risikerer I, at planlægningen trækker ud til efter nytår, selvom rejsen ligger allerede i uge 7.

Råd nr. 4 - Booking: hvor og hvornår?

Du er langt fra den eneste, der drømmer om en gruppeskiferie med venner og familie - og store hytter på de populære destinationer, både nordpå og sydpå, hænger ikke på træerne. Derfor giver det god mening at mødes i god tid, få forventningsafstemt og fastlagt en realistisk svarfrist. Jo flere I er, jo tidligere bør I være ude.

Hos Snowii anbefaler vi, at grupper allerede begynder at kigge på konkrete tilbud og rejser i september, når sommeren er rundet af, og vejret så småt begynder at vende.

Råd nr. 5 - fordel stressen ;)

Det kan hurtigt blive en tung byrde, hvis én person skal stå med alt ansvaret for planlægningen af hele grupperejsen. Derfor er det en rigtig god idé at fordele de praktiske opgaver, så ingen står alene med hele ansvaret.

Hvem bestiller selve rejsen? Hvem har styr på det formelle omkring indlogering, check-in/check-ud og afhentning af nøgler? Hvem sørger for liftkort og skileje? Og hvem står for indkøb den første dag og hvad skal der egentlig handles?

Ved at fordele opgaverne bliver det hele mere overskueligt, og alle får deres eget ansvar. På den måde bliver planlægningen både lettere og sjovere.

Råd nr. 6 - fælles madplan

Når I bor med hovederne under samme tag - hvad enten det er hytte, chalet, lodge eller apartment - har I som regel et køkken til rådighed. Det giver jer mulighed for både at spare penge på restaurantbesøg og nyde hjemmelavet mad sammen. Og det er jo superhyggeligt at lave mad i fællesskab!

Hvis i ikke har morgenmad med i opholdet, vil det helt klart være en god ide at planlægge forinden, så man ikke møder sulten på skiskole.

Efter en hel dag på pisten, i liftkøer, med øl og beslutninger, kan det dog være svært at blive enige om aftensmaden her og nu. Derfor anbefaler vi at lave en overordnet madplan for ugen på forhånd, så der er en let gameplan hvis andet er for uoverskueligt. Så bliver det nemmere at handle ind, og I sikrer jer, at alle får noget, de kan lide.

Hvis I rejser i bil, bus eller tog, kan det endda være smart at lave nogle af retterne hjemmefra og fryse dem ned. Det giver mere fleksibilitet på turen - og så slipper I for at stå og kokkerere fra bunden hver aften.

Råd nr. 7: Aftal økonomi - hvordan deles udgifterne?

Penge kan hurtigt skabe problemer, hvis ikke man har afklaret rammerne på forhånd. Derfor er det vigtigt at tale om, hvordan I vil dele de fælles udgifter, når I rejser som gruppe - hvad enten det er venner eller familie.

Nogle vælger at afregne pr. familie, mens andre deler udgifterne pr. person. Der er ikke ét rigtigt svar - det vigtigste er, at alle er enige om modellen. Overvej også, hvordan det håndteres, hvis nogen køber øl til hele gruppen i baren: Skal det gå på omgang, deles i en MobilePay-gruppe eller regnes det som at være en gavmild gestus?

Det samme gælder uforudsete udgifter. Hvordan skal I forholde jer, hvis der opstår skader, eller hvis der pludselig kommer ekstra omkostninger?

Det kan føles som en kedelig snak at tage inden turen, men det er langt bedre at have klare aftaler på forhånd end at risikere skænderier og frustrationer under ferien.

Råd nr. 8: Lav en fælles pakkeliste

Der er selvfølgelig ting, alle skal have med selv - såsom undertøj, sokker, tøj og pas. Men meget andet kan med fordel koordineres, så I undgår at slæbe unødigt eller stå og mangle noget på destinationen, hvor det kan være svært at skaffe. En fælles pakkeliste sikrer, at alle ved, hvad de skal bidrage med, og at I samlet set får det hele med.

Her er nogle typiske ting, der giver mening at dele ud:

Til hytten/chalet

1. Instantkaffe og sukker

2. Krydderier, olie og bouillonterninger (ellers smager alt bare af salt og pasta)

3. Køkkenrulle, viskestykker, klude, opvaskebørste, opvasketabs og sæbe

4. Snacks til første dag, snacks til hytten og til pisten

5 .Førstehjælpskasse med plaster, sportstape og smertestillende (fx Panodil og Ipren)

Underholdning og hygge

1. Kortspil og brætspil → skriv i gruppechatten, hvad du tager med, så I ikke ender med tre Uno-spil

2. Playstation, Xbox, computer eller film (hvis der er TV til rådighed)

3. En lille højtaler til musik i hytten

4. Kamera eller GoPro til at forevige styrt og seje tricks

5. Sjove Kahoots, quizzer, indslag eller konkurrencer - f.eks. musikquiz eller mini-OL i sneen

Råd nr. 9: Lav et fællesalbum

Et fælles fotoalbum er en genial måde at samle minderne på. I stedet for at skulle sende billeder frem og tilbage på Messenger eller gemme dem spredt på forskellige kameraruller, kan alle uploade direkte til ét sted. Så ender hele gruppen med de samme billeder, i den samme kvalitet, lige ved hånden.

Det gør det både nemmere at dele øjeblikke undervejs og sjovere at genopleve turen bagefter. Når sneen er smeltet, kan albummet blive en slags digital dagbog, der samler grin, styrt og øjeblikke fra både pisten og hytten.

Råd nr. 10: Tag turen med hjem til Danmark

Når hverdagen melder sig igen med skole, arbejde, venner og fester, kan skistemningen hurtigt glide i baggrunden. Derfor er vores sidste råd at planlægge en reunion allerede inden turen slutter. På den måde sikrer I, at de gode minder og fællesskabet lever videre.

Lav for eksempel en afterski-aften med øl og schlagermusik – eller mød hinanden til en roligere hyggeaften med boller, varm kakao og brætspil. Uanset hvad, handler det om at holde fast i den gode energi fra turen og styrke venskaberne, også når sneen er smeltet.